Den Sumeriske skabelsesberetning hedder “Enuma Elish”, eller det er det vi har valgt at kalde den. Den indeholder detaljer om vores solsystems tilblivelse som måske, måske ikke, er sande men som samlet set giver et godt bud, og det bedste skabelsesmæssige bud på tilblivelsen af vores solsystem. Derfor er det en god ide at kende til den, lade tankerne være med i ens egen bedømmelse af de samlede tanker om skabelse.
Hvor kunne Sumerne have deres viden fra? Mit bud er deres guder, Anunaki, ifølge min bedste overbevisning er de synonym med Bibelens ‘faldne engle’ der var travlt beskæftigede med at avle deres egen afkom, ‘Nefelim’ kæmperne, og lære menneskene om alt i universet, eder, forbandelser, trolddom, roddeling, forskønnelse af øjnene med farvelægning, matematik, fysik, kemi, astronomi og astrologi samt meget mere. Sådan skrives der i Enoks bog, de lærte menneskene om solens kredsløb, månens bane, og stjernernes bevægelse.

Enuma Elish
I begyndelsen var der bare Solen og dens tro følgesvend Merkur. Solen, Merkur og alle de andre planeter der kom til, var naturligvis guder for Sumerne, men jeg undlader deres navne undtagen nogle få som vi ikke selv har et navn til.
Ud af Solen kom der en stor vandig klat, den blev stødt helt derud til hvor vi har astoridebæltet i dag. Solen lyste ikke dengang, for det havde den ikke samlet sig til, den var en stor samling støv der var samlet op fra universet heromkring, der var så en del andre stoffer som ikke var brint, jeg forestiller mig det er dem der kommer ud som en vandig klat.
Den vandige klat smeltede sammen og blev til en planet, Tiamat, som siges at være moder til guderne og Solen så deres far eftersom hun kom fra ham.
Endnu før Tiamat stablerede sig som en planet, fødte hun 3 gange tvillinger. De første tvillinger var Venus og Mars, det andet par var Uranus og Neptun, det 3. sæt tvillinger var gaskæmperne Saturn og Jupiter. Nu kender jeg da godt vores solsystem sådan nogenlunde, selvom jeg ofte har svært ved at huske Neptun. Men først da jeg læste det her så jeg at 3 sæt planeter cirka ens i størrelse, organiserede i sæt ud af solsystemet, og i astronomiske termer er de som tvillinger.
Pluto var faktisk en måne der tilhørte Saturn. Solsystemet var nyt, planeterne var netop kommet til og havde ikke fundet stabile baner omkring solen, så kaos råder stadigt, dette er skrevet for at forstå det næste, jeg vil også gerne forklare at de næste hændelser beskrives som kampe mellem guder, vi skal forstå det som universelle regler for massetiltrækning når himmellegemer interagere.
Nu kommer der ude fra rummet en planet, ja lad os bare kalde den en bandit eller slyngelplanet, en klippeplanet lidt større en Uranus men mindre end Jupiter, den kommer så tæt på at Neptun begynder at trække i den. Efterhånden som den kom nærmere begyndte de andre planeter i solsystemet også at trække i den, ind mod solsystemet. Denne ‘Banditplanet’ kommer skråt ind mod det ekliptiske plan solsystemets planeter findes på, ja alle undtaget Pluto der har en bane 17° forskudt, Pluto der jo som skrevet var en måne tilhørende Saturn, planeterne bevæger sig for øvrigt mod uret, hvilket jeg tænker er set ud fra det POV der er jordisk Nord.
Planeten kom ind i en med uret retning i en 33° vinkel på det ekliptiske plan. Jorden var endnu ikke blevet til, blevet skabt. Da denne ‘banditplanet’ Sumerne kaldte den Nibiru, kom tættere på hver enkelt planet virkede dens masse så voldsomt på planeterne at der blev trukket stof ud af dem, stof der blev til måner omkring dem, ethvert møde med Vores planeter trak også Nibiru tættere på vores solsystem og den var næsten på kollisionskurs med ‘Tiamat’. Da Nibiru var tæt på Saturn stjal den en måne, den der blev til Pluto, den kom til at ligge i en bane langt fra Nibiru, men denne handling er årsagen til at Plutos bane er 17° forskudt og at Pluto bevæger med uret rundt om solen, præcis ligesom mange Nibiru gjorde og med den mange kometer. Da den kom tættere på Tiamat forårsagede Nibirus tyngdekraft at der sprang 11 måner ud af hende, den største af de måner kaldte Sumerne Kingo.
Nibiru  og mindst 4 måner kom så tæt på Tiamat at de interagerede med statisk elektricitet så Tiamat blev splintret i to, som dog fortsatte sammen efter intersessionen. Tiamat var delt men ikke adskilt. Nibiru var nu så langt inde i solsystemet at den var fanget af solen og blev en del af solsystemet, blot med en meget lang bane ekliptisk og 33° forskudt. Den lange forskudte bane betyder at 1 år på Nibiru svare til 3.600 år på jorden, så den sendes langt ud i universet efter hvert besøg her.
Da Nibiru returnerede efter de første 3.600 år entrerede den igen tæt ved Tiamat, faktisk så tæt, at den med gravitation kunne dele Tiamat i to. Den største af Nibirus måner NordenVinden som Sumerne kaldte den, kolliderede med den ene halvdel af Tiamat hvilket sendte den halvdel ind i et tættere omløb omkring solen, med sig havde den Tiamats måne Kingu, den halvdel af Tiamat kender vi nu som Jorden og Kingo kalder vi blot månen.
Den anden halvdel af Tiamat blev ramt af Nibiru, og knustes til det vi kender som astoridebæltet, nogle af brudstykkerne fra denne kosmiske kollision fik særprægede baner og tildelt titlen ‘Kometer’, de 10 resterende af Tiamats måner splintrede og blev også en del af astoridebæltet.
Dette er Sumernes fortælling om hvordan vores solsystem blev dannet og ikke mindst stabiliseret ved at banditten Nibiru interagerede med det meget unge solsystem, Nibirus  indblanding har altså givet os det solsystem vi kender.
Men hvad skete der med Nibiru? Ja, helt præcis så ved vi det ikke, men skal vi tro på Sumernes historie, så er den derude i kredsløb om solen, i et omløb der er med uret rundt i et plan 33° forskudt for det ekliptiske plan, med en omløbstid på 3.600 år. Det er også det Zecharia Sitchin beskriver i hans bog, “De 12 planeter”. Det er i den forbindelse interessant at der er astronomer der leder efter den 9. planet, fordi de kan se at et eller andet påvirker vores solsystem på en måde der kunne forklares med at denne 9. planet faktisk findes.

Nu kan du så selv læse hele beretningen i denne Danske oversættelse af Enuma Elish

I min læsning er jeg kommet til den erkendelse, at Enuma Elish, også kendt som skabelsens syv tavler, er en traditionel babylonsk fortælling, der går tilbage til perioden mellem 1900 f.v.t. og 1200 f.v.t. Denne gamle fortælling giver indviklede detaljer om skabelsen af jorden, jordens måne, planeterne i solsystemet, mennesker og de mange forskellige guder.
Det der gør Enuma Elish særligt fængslende, er tiden den opstår i, den går forud for de fortællinger, der findes i Bibelen og Koranen, hvad nedskrivnings tidspunkt angår. I modsætning til de religiøse tekster, hvor en enkelt guddom er den centrale figur, har Enuma Elish flere guder, hvor både Marduk og Tiamat spiller centrale roller.
Denne ældgamle fortælling tilbyder et eksakt bud på oprindelsen af vores verden og alt, hvad der bor i den. Du kan selv udforske mere om dette her.