I jubilæumsbogens kapitel 8 læses det fra vers:
1 I det niogtyvende jubilæum, i begyndelsen af den første uge, tog Arpaksjad sig en kone, hendes navn var Rasu’eja, hun var datter af Susan, der var datter af Elam hans bror, og hun fødte ham en søn i det tredje år i denne uge, og han kaldte sin navn Kenan.
2 Sønnen voksede op, og hans fader lærte ham at skrive, han gik ud for at søge et sted til sig selv, hvor han kunne bygge en by til sig selv.
3 Da fandt han en tavle, som tidligere generationer havde hugget ud i et klippestykke, han læste hvad der var på den, og skrev den af og syndede derved, for den indeholdt lærdommen fra vogterne, det de havde brugt til at observere solens varsler, måne og stjernerne i alle himlens tegn.
4 Han skrev det ned men sagde intet om det, for han var bange for at tale med Noa om det, da han ville blive vred på ham, på grund af det.
I det niogtyvende jubilæum, i begyndelsen af den første uge, (er cirka 2300 f.vt.)
Harran var oprindelig en del af Mesopotamien, landet mellem de to floder Eufrat og Tigris. Det den officielle arkæologi siger, er at den sandsynligvis blev oprettet som en handelskoloni af Sumeriske handelsmænd fra Ur, Kenan var søn af Arpaksjad, det er et hebræisk navn der direkte oversat betyder ‘Ur i Kaldæa’, de jødiske optegnelser fortæller altså, at Sem’s søn Arpaksjad byggede byen Ur, ‘Ur Kasdim’ eller Ur i Kaldæa, Kenan drog ud derfra for at finde et sted til sig selv og hans nye viden om himmellegemerne. Det er muligt han har haft vare med på kamelerne, men beretningen siger intet om det, der ligges vægt på den religiøse del der har stærk tilknytning til himmellegemerne og særligt måneguden ‘Sin’. Det var kutyme at de skiftende herskere i Sumerien, Babylon og Assyrien, der i bund og grund er de samme, rådførte sig med de velrenomerede månetempler i Harran.
Navnet Harran er registreret for byen fra de tidligste dokumenter, der nævner den og har været i kontinuerlig brug og stort set uændret siden oldtiden. Harran er nævnt i de tidlige kileskriftsoptegnelser om sumererne og hetitterne som 𒌷𒊮𒆜 ( URU.ŠÀ.KASKAL ), nogle gange forkortet til 𒆜 ( KASKAL ), translittereret som Ḫarrānu ( m ). Ḫarrānu betyder bogstaveligt “rejse”, “karavane” eller “vejkryds”. Det tolkes ofte som “karavanesti” eller “krydsning af ruter og rejser”. Harran er gengivet som ܚܳܪܳܢ ( hrn ) på aramæisk , חָרָן ( Ḥaran ) på hebraisk , حَرَّان ( Ḥarrân ) på arabisk , [ 13 ] حران ) på [ harrmansk , tyrkisk og moderne tyrkisk .
De gamle assyrere kaldte byen Huzirina . Ḫarrānu blev helleniseret til Kárrhai (Kάρραι) i den hellenistiske periode . Romerne latiniserede senere det græske navn til Carrhae . På grund af både Harrans og Carrhaes fremtrædende plads i historiske litterære kilder, bruger nogle forskere det sammensatte navn “Carrhae-Harran” for den antikke by. Under det byzantinske imperium blev byen ved med at hedde Carrhae (Kάρραι), men blev også nogle gange omtalt som Hellenopolis (Eλληνóπoλις), “de [hedenske] grækeres by”, med henvisning til de stærke hedenske traditioner. der.
Når østens vise mænd havde set ledestjernen i forbindelse med Jesus fødsel er det fordi de var oplært i alt Harrans visdom, de der kendte hver eneste fortolkning af stjernerne, enhver fortolkning af himmel-legemernes bevægelse. Så var der kongestjernen som har vist sig 3 gange, da Abraham blev født, da Moses blev født og da Jesus blev født.
Alt lærdommen om himmelen dens myriader af stjerner og de nære planeter, de var blevet fremstillet, forklaret og fortalt af ‘de faldne engle’, ‘vogterne’, ‘visdomsbringerne’, det var dem der ødelagde jorden med deres fordærv og ondskab, så gud besluttede at udslette alt liv i vandfloden i Noas tid. Vi kan beregne os frem til året 2348 f.vt.
I Lukas evangeliet kapitel 3 vers 23 til 38 opremses jesu forfædre fra Gud frem til Maria 76 slægtsled
Kenan nummer 13 i rækken findes her i Lukas og i Jubilæumsbogen, men er ikke med i andre optegnelser. Han er bygmesteren bag byen der blev det astrologiske center i oldtiden, Harran.
