I 1900 gjorde nogle russiske jægere et opsigtsvækkende fund ved Beresovka-floden i det nordlige Sibirien: en kæmpe uldhåret mammut, siddende oprejst i isen – med blomster i munden og fordøjet sommervækst i maven. Fundet blev hurtigt udgravet af forskere fra Det Russiske Videnskabsakademi og viste sig at være en enestående velbevaret mammut, der havde ligget dybfrossen i tusinder af år.
Men ét spørgsmål hang i luften: Hvordan kan et seks tons tungt dyr fryse til is, så maveindholdet stadig er intakt? For dette kan kun ske, hvis dyret nedfryses inden for ganske få timer efter sin død – et naturfænomen, vi sjældent ser i dag.
Beresovka-mammuten blev ikke et enestående tilfælde. Tværtimod har lignende fund over hele den nordlige halvkugle rejst samme gådefulde spørgsmål.
Yuka-mammuten – blodet, der stadig flød
I 2010 blev endnu en mammut fundet i Sibirien – denne gang med navn Yuka. Ikke alene var muskler og væv bevaret, men forskere fandt flydende blod i hulrum omkring kroppen – noget der kun kan lade sig gøre, hvis nedfrysningen sker lynhurtigt og til ekstreme temperaturer. Yuka døde for omkring 39.000 år siden, men ser nærmest ud, som om hun døde i går. Blodets konsistens tyder på, at temperaturen faldt til under -17 °C på meget kort tid.
Blue Babe – bisonen der blev til middag
I Alaska fandt minearbejdere i 1979 en forstenet og frossen steppebison, som de døbte Blue Babe. Dyret havde været død i op mod 36.000 år, men var så godt bevaret, at forskere kogte og spiste en lille del af dets kød som en slags symbolsk gestus. Bidmærker fra en sabelkat antyder, at dyret blev dræbt og kort efter frøs til – før nogen ådselsædere nåede at gøre arbejdet færdigt.
Heste og kameler i permafrosten
Flere hundrede knogler og kadavere af varmeelskende dyr som kameler, løver, næsehorn og heste er blevet gravet frem fra permafrosten i Alaska og det nordlige Canada. Mange af disse dyr er blevet fundet med mad i munden eller maven, og med led og væv intakt – præcis som Beresovka-mammuten. Deres tilstedeværelse i så kolde egne og deres tilstand antyder, at en brat og katastrofal nedkøling ramte et ellers mildt og frodigt landskab.
Mennesker i isen – bevis for øjeblikkets bevarelse
Også mennesker har lidt samme skæbne. Ismumier fra Andesbjergene, som fx den berømte “La Doncella”, er fundet med hud, hår og tøj intakt – men kun fordi de frøs ned ekstremt hurtigt. Selv mindre forsinkelse i frysningen ville have medført forrådnelse. Dette understreger, hvor specifikke forhold der skal til for, at en hel organisme kan konserveres naturligt over årtusinder.
Konklusion: Da himlen faldt
Hvad kunne have forårsaget en så brat og ekstrem kulde over store dele af kloden?
En mulig forklaring findes i den ældgamle beretning om syndfloden i Noas tid. Ifølge skabelsesberetningen i Første Mosebog var Jorden oprindeligt omgivet af en vandbaldakin, et “vand over hvælvingen”, som muligvis beskyttede kloden og skabte et stabilt, mildt klima over hele Jorden. Men under syndfloden blev dette skjold brudt og faldt ned – måske som iskolde masser, der primært ramte polerne og skabte en voldsom, brat temperaturændring.
Hvis denne teori er sand, ville det forklare:
- Hvorfor netop polare egne som Sibirien og Alaska blev ramt hårdest.
- Hvordan både store pattedyr og mennesker kunne fryse ihjel på timer og bevares nærmest perfekte.
- Hvorfor tropiske og subtropiske dyr findes i dybfrossen tilstand langt mod nord.
Fundene i isen står dermed som isnende vidnesbyrd om en tid, hvor verden blev rystet i sin grundvold – og hvor døden og kulden kom så hurtigt, at naturen nærmest ikke nåede at registrere det.