Vi har lært, at civilisationens vugge stod i Mesopotamien. Men hvad nu hvis det ikke var en begyndelse – men en afvigelse? Hvad hvis det, vi kalder storhed, faktisk var det første organiserede oprør mod Gud?

En ny begyndelse på Ararat

Ifølge Genesis, kapitel 8, landede Noas ark på Ararats bjerge efter syndfloden. Her begyndte menneskeheden forfra. Noa og hans tre sønner – Sem, Kam og Jafet – med deres hustruer, var de eneste overlevende. De blev stamfædre til hele den efterfølgende menneskeslægt.

De første generationer efter floden blev boende omkring Ararat. Ifølge traditionen – og støttet af Jubilæumsbogen – gik der ca. 300 år, hvor efterkommerne voksede i antal, levede i nogenlunde harmoni og huskede på den Gud, der havde reddet dem. Men langsomt begyndte forskelle at opstå – både kulturelt og ideologisk.

Krigen der splittede menneskeheden

Ifølge Jashers Bog, kapitel 7 og 8, udbrød en krig mellem Jafets sønner og Kams efterkommere. På trods af Sems forsøg på at bevare freden, blev konflikten uundgåelig. Nimrod, en af Kams efterkommere, spillede en central rolle. Han bestak folkeslagene og samlede støtte i kampen – og han vandt.

Som sejrherrer forlod de området ved Ararat og drog mod sydøst, til Sinear-sletten. Her begyndte de at bygge byer og templer, men vigtigst af alt: de begyndte at bygge Babelstårnet – et monument ikke til Guds ære, men til menneskets egen storhed.

Byggeriet af oprøret

De første byer, som vi senere kender som Ur, Uruk og Babel, blev grundlagt af efterkommere af Sem – men ikke dem, der var loyale mod Gud. Ifølge Jashers Bog var det Arpaksjad, søn af Sem, der byggede Ur. Navnet Arpaksjad er endda forbundet med betydningen “grunden til Ur”. Hans søn Kenan byggede Harran (se længere nede).

Peleg, en anden af Sems efterkommere, var ifølge traditionen mesterbyggeren bag Babelstårnet. Hans navn betyder “deling”, og det var i hans dage, jorden blev delt – både sprogligt og ideologisk (Genesis 10:25).

Hans søn Re’u, som Jashers Bog og traditionel identifikation kobler til den mesopotamiske figur Gilgamesh, blev konge i Uruk. Herfra regerede han i fuld loyalitet mod Nimrod, som blev opfattet som både konge og halvgud.

Gilgameshs nære ven og følgesvend Enkidu svarer forbløffende til den sumeriske hyrdegud Dumuzi (også kendt som Tammuz), som mange identificerer som Nimrods søn. De to symboliserede foreningen af menneske og guddom, en forvrængning af den oprindelige skelnen mellem skaberen og det skabte.

Glem Gud – tilbed mennesket

I takt med at samfundene voksede, skabte de ikke bare byer og templer, men også myter og ideologier. Ifølge både Enuma Elish og Gilgamesh-eposet fortælles historier, hvor guderne beundrer menneskers gerninger, og hvor mennesket får magt til at forme verden. Dette var det stik modsatte af Noas Guds intentioner.

Kun Sem og Eber forblev trofaste. Alle andre – inklusive Arpaksjad og hans efterkommere – blev trukket ind i Nimrods storhedsprojekt. Her blev mennesket centrum, og Gud blev glemt.

Tera – gudemageren

Midt i dette står en vigtig skikkelse: Tera, søn af Nahor og far til Abraham. Ifølge Jashers Bog, kapitel 11, var Tera Nimrods højst betroede mand. Han blev udnævnt som hærfører, sat over hele riget, og ikke mindst: han var skulptør og billedhugger. Det var Tera, der lavede mange af de afguder, som folk tilbad – inklusiv dem, Abraham senere skulle knuse.

Tera var loyal mod Nimrod, og denne alliance gjorde Abrahams trosvalg senere desto stærkere og mere radikalt.

Kenan og tavlen fra de faldne engle

En særlig vigtig figur er Kenan, søn af Arpaksjad og oldefar til Re’u. Ifølge Jubilæumsbogen, kapitel 8, fandt Kenan en tavle begravet i jorden, som stammede fra de faldne engle. På denne tavle stod undervisning i magi, astrologi og teknologi – viden, som de faldne engle havde givet menneskene før floden (jf. 1. Enoks Bog kap. 8-9).

Kenan tog tavlen og byggede Harran, hvor han grundlagde sin egen skole og linje. Han videregav ikke alt, men noget af denne hemmelige viden levede videre – måske hele vejen til Babylon og Egypten.

Du kan læse hele analysen af Kenan her:

cercatrova.dk – Kenan og tavlen

De lange levetider – og en falsk storhed

På de babyloniske kongelister står det skrevet, at deres tidligste konger regerede i over 241.000 år. Det virker absurd – men når vi sammenligner med Genesis, hvor menneskets levetid før floden ofte var over 900 år, bliver det klart: der var engang et menneskeligt potentiale, som siden gik tabt.

Genesis 5 giver levetider for patriarkerne, der sammenlagt udgør omkring 1.656 år fra Adam til vandfloden. De babyloniske lister imiterer eller forvrænger disse tal – de kopierede historien, men ændrede afsenderen.

Civilisationens vugge – eller oprørets vugge?

Når vi i dag ser tilbage på Mesopotamien, ser vi de første byer, skrift, astronomi og kongeriger. Vi ser begyndelsen på historie. Men hvad vi sjældent ser, er hvorfor de byggede, og hvem de tilbad.

Vi lærer at beundre Gilgamesh, selvom han måske var Re’u, en mand der forlod Gud. Vi lærer om Babelstårnet som symbol på menneskets kraft, selvom det var symbolet på oprøret. Vi lærer om civilisationens begyndelse – men måske begyndte frafaldet der.

Hvad vi har glemt – og hvorfor det betyder noget

Denne fortælling er ikke bare en alternativ læsning. Den er en påmindelse.

At det, vi fejrer som begyndelser, kan være fald.

At det, vi opfatter som fremskridt, kan være frafald.

Og at det, vi kalder helte, måske bare er dem, der skubbede Gud væk – med største succes.

Det lykkedes dem dengang.

Og det lykkes stadig.

Del, gem eller diskutér denne artikel. Flere kommer snart på CERCATROVA.dk