Rosetta-stenen: Nøglen til det Gamle Egyptens Sprog og Kultur

I 1799 fandt Napoleons soldater et af verdens vigtigste arkæologiske fund: Rosetta-stenen. Denne sten, indgraveret i 196 f.Kr., blev et gennembrud i forståelsen af egyptiske hieroglyffer og gav os et sjældent indblik i det gamle Egyptens kultur og religiøse praksis.

Dekretet på Rosetta-stenen blev udstedt “på dag X i kong Ptolemæus’ styre” af præsterne til ære for den unge farao, Ptolemæus V Epifanes. Det var en hyldest til kongen, som præsterne beskrev som “guddommelig søn af guddommelige forældre,” der havde “vist stor gavmildhed over for templerne og folket.” I teksten roses han for sine mange gaver og sin støtte til ceremonier og gudsdyrkelse, noget der gjorde ham til en elsket og æret hersker.

Dekretet bestemmer, at “hvert år skal der opstilles statuer og afholdes festivaler til hans ære.” For at sikre, at eftertiden kunne forstå og ære Ptolemæus’ gerninger, besluttede præsterne at udstede dekretet indgraveret i sten for at “fastholde hans storhed og barmhjertighed.” Som afslutning påbydes det, at dekretet skal indgraveres på tre sprog – egyptiske hieroglyffer, demotisk og græsk – og opstilles i alle de større templer, så alle kan forstå og ære kongen.

Denne Rosetta-sten fanger essensen af Ptolemæus’ regeringstid og hans forhold til både folk og templer. Med denne tekst har vi fået adgang til en central del af det gamle Egyptens historie og kultur, og stenens tre-sprogede inskription har gjort det muligt for os at forstå hieroglyffer og dermed tusinder af år gammel egyptisk visdom.