I en tid, hvor frygten for stigende temperaturer fylder medier og politiske programmer, glemmer vi ofte, at Jordens klima har været både varmere og voldsommere før – og at de mest fascinerende spor fra fortiden ikke nødvendigvis findes i det, vi har udgravet, men i det, vi ikke har fået lov at høre om.
Hvor er de voksne løver med maveindhold?
Vi ved i dag, at flere løveunger (Panthera spelaea) er fundet i permafrosten – nogle så velbevarede, at de stadig havde rester af modermælk i maven. Men ingen voksne løver er rapporteret fundet med intakt maveindhold.
Er det et tilfælde? Det kan det være.
Men det kan også være, fordi man ikke leder efter det – eller ikke offentliggør det, hvis man finder det. For hvad nu, hvis en voksen løve blev fundet med strå eller planter i maven, sådan som Bibelen siger om rovdyrene før syndfloden: “og til alle jordens dyr har jeg givet al grøn plante til føde“? (1 Mos 1,30)
Ville det blive rapporteret – eller ville det blive arkiveret i stilhed?
Kameler, heste og næsehorn i permafrosten – men ingen opsigtsvækkende analyser
Vi har dokumentation for, at hundredvis af dyr, som trivedes i varme klimaer – dværgheste, kameler, næsehorn, endda løver – er fundet frosset i permafrosten i Alaska og det nordlige Canada. Nogle med mad i munden eller i maven. Nogle med hud, led og væv intakt. Mange med tegn på brat død og chokfrysning.
Men hvor er de detaljerede analyser? Hvor er billederne? Hvorfor ved offentligheden så lidt?
Er det, fordi resultaterne ikke passer ind i den etablerede tidsramme eller evolutionære fortælling?
Den store klimaskræk – set i lyset af fortiden
I dag bliver vi advaret om, at Jordens temperatur stiger med 1-2 grader – og at det kan være katastrofalt. Men hvad siger fortiden?
- Heste og kameler levede i Nordamerika – på breddegrader, hvor temperaturen i dag er mange måneder under frysepunktet.
- Løver og næsehorn strejfede rundt i egne, vi i dag forbinder med is og tundra.
- Blomster og sommergrønt blev fundet i maven på Beresovka-mammuten i det nordlige Sibirien.
Dette tyder på, at temperaturerne engang var langt højere end i dag, og at biosfæren trivedes i frodighed – ikke i frygt.
Er det ikke ironisk, at vi i dag frygter varme – når den kolde død er det, der har konserveret vores største historiske vidnesbyrd?
Konklusion: Det, vi mangler, fortæller også en historie
Manglen på visse fund – og tavsheden omkring andre – bør vække vores nysgerrighed, ikke dulme den.
Der er noget, vi ikke får at vide. Og der er meget, vi allerede har fundet, men som vi ser forbi, fordi det ikke passer ind.
Måske er det tid til at spørge:
Hvad hvis fortiden – både dens varme og dens dyr – fortæller os noget helt andet, end vi har fået at vide?