I jødisk-kristen tradition opfattes engle som Guds tjenere, der administrerer skaberværket på Guds vegne. For eksempel omtaler Bibelen åndelige kræfter, der styrer elementerne – Johannes’ Åbenbaring taler om “englen, der har magt over vandene”
biblehub.com og andre engle, der holder verdens fire vinde (Åb 7,1-2). Tilsvarende idéer findes i mange polyteistiske mytologier, hvor forskellige guder administrerer naturkræfter, himmellegemer og skæbnen. Nedenfor gennemgås nordisk, egyptisk, græsk og hinduistisk mytologi for at identificere guder med roller tilsvarende englenes, hvordan disse guder styrer naturen, planeterne og menneskets skæbne, samt om der findes paralleller til englenes funktion i jødisk-kristen tradition.
Nordisk mytologi: Kosmiske funktioner fordelt på mange guder
I den nordiske mytologi (asatro) er kosmos delt mellem forskellige guddomme (Aesir og Vanir), som hver varetager specifikke områder. Naturkræfterne styres af guder som Thor, der er tordengud og beskytter både guder og mennesker. Når torden og lyn bragede hen over himlen, forklarede man det som Tors vogn, der rullede – Thor blev derfor set som den magt, der kontrollerer vejret og især tordenvejret. Ligeledes rådede havguden Njord over vind og hav; Snorri Sturluson bemærker, at “Njord har evnen til at stille havet og vinden”
battlemerchant.com, hvilket viser, at nordboerne så havets og vindens rolige eller vilde tilstand som personificeret i en guddom.
Himmellegemerne blev også personificeret og “administreret” af guder. Solen og månen var ikke blot objekter, men styredes af guddommelige væsener: Sol (Sól) og Måne (Máni). Ifølge Snorris Edda blev menneskerne Sól og Máni anbragt på himlen af guderne til at køre solvognen hen over himlen og lede månens bane
thehistorianshut.com. Sol kører hver dag solen over himlen i sin vogn, mens Máni styrer månens faser og bevægelse. Denne myte forklarer solens og månens gang som et resultat af konkrete væseners opgave – en funktion der minder om engles opgaver med at styre solen og månen i senere kristen mystik (hvor man fx talte om engle for hvert himmellegeme).
Skæbnen i nordisk mytologi administreres ikke af de store Aesir-guder som Odin, men af skæbnegudinder kaldet Norner. Nornerne – typisk tre af dem ved navn Urd (fortid), Verdande (nutid) og Skuld (fremtid) – bor ved Yggdrasils rod og “lægger love, fastsætter liv og udmåler menneskenes skæbne”
en.wikipedia.org. I Vølvens Spådom (Völuspá i Den Ældre Edda) beskrives det, hvordan “tre mægtige norner… satte love, de udmålte liv til folkene og bestemte deres ørlæg (skæbne)”
en.wikipedia.org. Hver gang et barn blev født, dukkede nornerne ifølge myten op for at bestemme dets livsforløb. Denne funktion svarer til engles rolle som formidlere af menneskeskæbne i monoteistisk tankegang – dog med den vigtige forskel, at nornerne er uafhængige guddommelige væsener, mens engle altid handler efter én Guds vilje.
Sammenfattende fungerer de nordiske guder som “kosmiske administratorer”: Thor sikrer regn og beskyttelse mod kaos, Njord kontrollerer havet, Sól og Máni sørger for himmellysenes gang, og Nornerne væver skæbnetrådene for hver dødelig. Deres roller kan sidestilles med englenes funktioner, idet de alle opretholder verdensordenen – blot inden for en polyteistisk ramme.
Egyptisk mytologi: Guder som naturkræfter og skæbneguder
I oldegyptisk mytologi fremstår guderne ofte som selve naturkræfterne og verdensordenen, snarere end blot at kontrollere dem. Solguden Ra (eller Amon-Ra) sejler hver dag hen over himlen i sin solbark og bringer lyset frem – en daglig administration af solen udført af en gud. Om natten rejser Ra gennem underverdens nattemørke og kæmper mod kaosslangen Apophis for at sikre, at solen genopstår ved daggry. Her ser man en mytologisk forklaring på solens rytme og nat/dag-cyklussen: en guddommelig skikkelse er ansvarlig for dette kosmiske fænomen, lige som engle i jødisk-kristen tradition tænkes at være ansvarlige for stjernernes og solens gang på Guds bud.
Egyptiske guder er ofte personifikationer af himmellegemer og elementer. Himmelgudinden Nut er selve himmelhvælvingen, og jordguden Geb er Jorden; luftguden Shu holder himlen adskilt fra jorden og opretholder dermed kosmisk orden (i skabelsesmyten løfter Shu sin datter Nut op over Geb for at skabe verdensrummet). Disse myter viser, at hver naturkraft “styres” af en gud, ved at egypterne identificerede naturkraften med gudens virke. Et eksempel findes i en hymne fra Mellemste Rige til Nilens guddom (Hapi), hvor Nilens livgivende oversvømmelse prises: “Du skaber kornet, du bringer byggen frem… Hvis du holder op med dit arbejde, da er alt som findes i angst”
sourcebooks.web.fordham.edu. Nilen gøres til en gud, der administrerer frugtbarhed og liv – en tydelig parallel til tanken om en engel eller guddom, der sørger for regn og høst. Ligeledes var hver årstid og hver by knyttet til specifikke guder (f.eks. Inundationens gud, frodighedsgudinder osv.), hvilket fragmenterer verdens administration ud på mange specialiserede guddomme.
Planeterne blev i Egypten ofte associeret med guder, omend ikke lige så systematisk som i Mesopotamien eller Grækenland. Solen (Ra) og Månen (f.eks. Thoth eller Khonsu) var de mest centrale himmellegemer med egne guddomme. Stjernerne blev anset for at være gudernes sjæle på himlen, og visse stjernebilleder (f.eks. Orion) blev forbundet med Osiris. Egypterne så også planeter som himmelske guder eller manifestationer af guddomme – f.eks. kunne planeten Venus opfattes som Isis’ stjerne. Så selvom vi ikke har et system af “ærkeengle for hver planet” i egyptisk tro, findes ideen om at himmellegemer har tilknyttede guddomme, der fører dem over himlen (som Ra med solen og Khonsu med månen).
Skæbne og orden varetages af guder som Ma’at, som personificerer sandhed og kosmisk orden. Faraoens pligt var at opretholde ma’at i rige og natur, men selve princippet Ma’at er også en guddommelig magt. Desuden havde egypterne en tro på skæbneguder eller -ånder ved fødslen. De talte om en personlig skæbnegud kaldet Shai (eller Shay), der repræsenterede den livslængde og lykke, et menneske var tildelt. I gravtekster og i Dødebogen kan Shai optræde sammen med gudinden Renenutet (formuen/velstandens gudinde) ved domsscenen, hvor de symboliserer det enkelte menneskes tilmålte skæbne. Folkelige fortællinger nævner også Syv Hathorer, der kom til spædbarnet og forudsagde dets skæbne ved fødslen (analogt til nornerne og de græske skæbnergudinder). Disse Hathorer er ikke de primære skæbnegudinder, men fungerer som skæbnespådommens væsener, hvilket igen kan sammenlignes med engle eller feer der bestemmer skæbnen ved fødslen i eventyrtraditioner.
Sammenlagt ser vi, at egyptiske guder var indsat for at “styre” alt fra himmel og jord til floder og menneskeskæbner. Deres myter forklarer, at naturens fænomener sker regelmæssigt, fordi guderne udfører deres pligter (solen der sejler hen over himlen, Nilen der stiger og falder, årstider der skifter, osv.). Denne rollefordeling minder om englenes funktion som naturens vogtere i jødisk-kristen tænkning – dog med den forskel, at i Egypten var disse magter selvstændige guddomme, som egypterne tilbad direkte, mens engle altid er underordnet den ene Gud.
Græsk mytologi: Olympiske guder og skæbnespinderne
Den græske mytologi fremviser et righoldigt pantheon, hvor hver gud har sine ansvarsområder i naturen og menneskelivet. Grækerne forklarede verdens fænomener ved at henvise til de olympiske guders vilje og handlinger. Naturkræfter blev personificeret: Zeus, som himmelens og tordenens gud, blev anråbt for regn og godt vejr. I Iliaden og Odysseen kaldes Zeus fx “Skyernes samler” og den, “der lader det regne”, hvilket viser at grækerne så regn og torden som Zeus’ domæne. Poseidon, havets gud, var ansvarlig for jordskælv og bølger – når havet stormede, mente man Poseidon slog med sin trefork. Et eksempel findes i Odysseen, hvor Poseidon sender en voldsom storm mod Odysseus’ skib i vrede, og kun gudernes indgriben (Leukothea og Athena) redder Odysseus. Grækernes myter gør det klart, at hvert element kontrolleres af en gud: Helios styrer solen, Selene (og senere Artemis) er månens gudinde, og vindguden Aiolos vogter vindene i sin sæk. I Odysseen fortælles, at kong Aiolos havde fået til opgave af Zeus at holde vinde indespærret og slippe dem løs efter behov – en opgave helt parallelt til idéen om engle, der holder de fire vinde i Åbenbaringen.
Himmellegemer og planeter i græsk-romersk tradition fik direkte navn efter guderne. Solen (Helios) og Månen (Selene) var titaniske guddomme. Helios kører sin solvogn over himlen hver dag, og en myte illustrerer hans kontrol: Da Helios’ hellige kvæg blev slagtet af Odysseus’ mænd, truede Helios Zeus med at lyse i Underverdenen i stedet for på Jorden, hvis de ikke blev straffet
greekmythology.com. Zeus måtte derefter sende en ødelæggende storm for at straffe Odysseus’ mandskab, hvorefter Helios fortsatte sin normale gang
greekmythology.com. Denne historie viser samspillet mellem solguden og den øverste gud for at opretholde den kosmiske orden – Helios administrerer sollyset, men Zeus som den højeste sørger for retfærdighed. De fem klassiske planeter blev identificeret med Hermes (Merkur), Afrodite (Venus), Ares (Mars), Zeus (Jupiter) og Kronos (Saturn) – dvs. grækerne så dem som himmelske manifestationer af disse guder. Så når en planet bevægede sig usædvanligt (retrograd fx), kunne det tolkes som noget symbolsk i gudens adfærd. Her er der en stærk parallel til middelalderlig kristen astrologi, hvor man tænkte sig engle eller intelligenser for hver sfære/planet. Grækerne havde dog ikke engle; i stedet var guderne selv direkte ansvarlige for himmellegemerne.
Skæbne (moira) indtager en særlig plads: Selv Zeus var underlagt skæbnens love i visse myter. Grækerne personificerede skæbnen som Moirai (Skæbnegudinderne), også kendt som de tre skæbnesøstre: Klotho (Spinneren), Lachesis (Tilskikkeren) og Atropos (Den Uafvendelige). Hesiod beskriver dem som døtre af natten (Nyx) eller af Zeus og Themis, der “ved menneskers fødsel giver dem deres lod af godt og ondt”
perseus.tufts.edu. I Theogonien fortæller Hesiod, at Moirerne “skænker mennesker ved deres fødsel både ondt og godt at eje”
perseus.tufts.edu og udmåler deres livstråd – en klar analogi til de nordiske norner. Disse skæbnegudinder administrerer hver persons livslængde og livsbane ved at spinde og klippe livstråden. Også her er funktionen beslægtet med englenes mulige roller som formynderånder eller skæbneformidlere; forskellen er dog, at Moirerne i græsk mytologi er selvstændige guddommelige kræfter, som end ikke Zeus helt kan trodse, mens engle i jødisk-kristen tradition altid er under Guds totale overhøjhed og ikke har selvstændig magt over Gud.
Endelig havde grækerne også daimones – åndelige væsener under guderne – som kunne være knyttet til individer eller steder. Hver person kunne have en skytsånd (en agathos daimon), og filosoffer som Platon forestillede sig endda, at kosmos var besjælet af verdenssjælen og stjernerne af guddommelige intelligensvæsener. Her begynder en tanke at ligne engle: ideen om at der findes mellemvæsener mellem de olympiske guder og menneskene, som hjælper med at styre universet. I senantik og middelalder (nyplatonismen) blev planetguderne omfortolket som himmelske intelligensvæsener – en tænkning som kristne teologer senere tilpassede til englekor, hvor “fyrstedømmer” og “magter” kunne ses som de kræfter, der styrer himlene og nationerne.
Hinduistisk mytologi: Devaer som naturens og kosmos’ vogtere
Den hinduistiske mytologi (særligt den vediske tradition) rummer et panteon af Devaer (guder), der opretholder rita – den kosmiske orden. Hver vigtig naturkraft og aspekt af universet har en guddom tilknyttet. For eksempel er Indra tordengud og himmelens konge, som styrer regn og storm. I Rigveda hyldes Indra for at have slået dragen Vritra og frigivet de tilbageholdte vande, hvilket gav floderne frit løb og regnen faldt. Dette mytiske drab forklarer hvorfor regnen kommer efter tørke – Indra administrerer regnen og vejret ved at besejre kaosdæmoner. I en vedisk hymne siges det, at “Ved din fødsel, o Indra, skælvede himmel og jord; du kløvede bjerget og lod vandene strømme” (Rigveda 2.12, parafrase) – naturens fænomener kobles direkte til gudens handling.
Sol, måne og himmelrummets lov varetages af guder som Surya (solguden) og Chandra eller Soma (måneguden). Solen Surya beskrives i Vedaerne som “den strålende, himlens øje” og rider over himlen i sin vogn dagligt. Vinden er personificeret ved Vayu (vindguden), ilden ved Agni (ildguden, som også bringer ofre fra menneskene til guderne gennem ilden). Jord og himmel ses som guddommelige forældre (Prithivi og Dyaus). Særligt interessant er Varuna, en vedisk gud for himmelhavet, regnvand og især for den kosmiske orden Ṛta. Varuna fremstilles næsten monoteistisk i nogle hymner: han holder styr på både naturens fænomener og menneskers moralske handlinger. Ifølge Rigveda “regulerer Varuna solens opgang og nedgang, regnen, flodernes løb… ja selv menneskenes blink med øjnene er talte af Varuna”
sreenivasaraos.com. En kilde forklarer, at alle disse begivenheder – solopgang, regn, fuglenes flugt, menneskets blink – “reguleres af Varuna gennem hans kosmiske orden”
wisdomlib.org. Varuna ses altså som øverste administrator af naturens orden: “Han har sat solen på himlen og fastlagt dens bane”
wisdomlib.org. Han har endda “spioner” eller “budbringere” under sig, der rapporterer om verdens tilstand
wisdomlib.org – et bemærkelsesværdigt træk, der minder om englenes rolle som Guds observatører og sendebud (jf. fx “Herrens øjne, som farer over hele jorden” i Zacharias’ Bog, ofte fortolket som engle). Varunas udsendinge og Solen selv overvåger alt og sikrer, at ingen bryder ṛta ustraffet
wisdomlib.org. Her ser man en parallel til forestillingen om Guds altseende engle, der holder øje med menneskenes gerninger.
Andre hinduistiske guder fungerer som “naturens funktionærer”: Vishnu i sine avatarer opretholder verdensordenen og griber ind når dharma (den rette orden) er truet; Mitra (Varunas partner) passer på solens bevægelse og kontrakter; Yama, døds- og retfærdighedens gud, administrerer de afdødes riger og menneskenes livsslut – han kan minde om en “dødens engel” eller domsengel, da han vejer sjælenes gerninger. I senere hinduistisk kosmologi taler man om Lokapalaer (verdenshjørnevogtere) – fire guder for hver verdensretning (fx Indra i øst, Varuna i vest, Kubera i nord, Yama i syd) – som beskytter verdensordenen i hver sit område. Man har også Navagraha (de ni planeter/astrale kræfter) i hinduistisk astrologi, som indbefatter sol, måne og planeter personificeret som guddomme der påvirker menneskers liv og skæbne. For eksempel er Shani (Saturn) en graha, der styrer skæbnemæssige prøvelser og karmiske konsekvenser – dette kan sidestilles med forestillingen om en engel eller ånd, der bringer straf eller prøvelse.
Skæbnebegrebet i hinduismen er nært knyttet til karma (et moralsk årsag-virkning princip) og dharma, men det findes også personificeret. I hinduistisk tænkning kan man sige, at guderne underordner sig den højeste retfærdighed (ṛta/dharma), som de samtidig opretholder. Nogle tekster taler om Vidhi eller Brahma som den der “nedskriver” hver sjæls skæbne ved fødslen. En populær forestilling er, at guden Brahma (skaberguden) nedfælder et spædbarns skæbne i panden på det ved fødslen. Selvom dette ikke stammer direkte fra Vedaerne, viser det ideen om en højere ordner af skæbne. Guder som Narada (en vismunke) og andre kan også påvirke menneskeskæbner gennem forbandelser og velsignelser – ligesom engle nogle gange bringer bud om straffedom eller nåde. Overordnet fungerer de hinduistiske devaer således på mange måder som engle: de vogter over naturens gang, vejleder mennesker (gennem avatarer eller budskaber) og håndhæver kosmisk retfærdighed. Forskellen er igen, at devaerne tilbedes som guder i sig selv (selvom der i bhakti-traditionen ses en højeste Gud over dem alle), hvorimod engle aldrig er objekt for tilbedelse i jødisk-kristen tradition.
Paralleller og forskelle: Engle som “administratorer” sammenlignet med polyteistiske guder
Gennem disse mytologier går en rød tråd: Troen på mellemled mellem den højeste magt og den fysiske verden. I polyteistiske religioner er disse mellemled flere guder med hver sine funktioner; i monoteistisk jødisk-kristen tradition er de engle, der udfører den ene Guds befalinger. Funktionsmæssigt er parallellerne slående:
- Styring af naturkræfter: Både engle og de ovennævnte guder krediteres for at styre vind, vejr, sol, måne, hav osv. Hvor grækeren sagde “Zeus sender lynet” eller vikingen sagde “Thor slår i skyerne”, kunne en jødisk forfatter sige at Gud sender en engel for at udføre sit værk i elementerne. I Johannes’ Åbenbaring ses engle, der holder verdens vinde tilbage og engle, der udgyder skåle over naturen (vand gjort til blod, solen svidende hedt osv.), hvilket sidestiller engle med naturkræfternes forvalterebiblehub.com. Denne tanke har rødder i jødisk apokryf litteratur; Enoks Bog (ca. 200 f.Kr.) beskriver engle sat over alle elementer – “englene over vandene” og “englene over vindene” beordres af Gud til at holde igen på ødelæggende kræfter indtil den rette tidstudylight.org. Således optræder engle i jødisk tradition meget ligesom Aiolos med sin sæk af vinde eller Varunas budbringere: som kosmiske vagtposter ved Guds bud.
- Himmellegemer og planeter: I middelalderlig kristen teologi udvikledes en idé om at hver himmelsk sfære og planet drives af en intelligens eller engel. Thomas Aquinas bemærkede, at “alle materielle ting styres af engle”, idet de mindre (planeterne) regeres af de højere (englene)newadvent.org. Han argumenterede eksplicit for, at engle bevæger himmellegemerne som Guds redskabgeocentric.fandom.com. Dette er i virkeligheden en monoteistisk fortolkning af præcis det system, man ser i græsk-romersk religion (planeter som guder) og i persisk religion (hvor de 7 Amesha Spenta eller yazata også kan kobles til planeter). Med andre ord: hvor oldtidens mennesker tilbad sol- og stjerneguder, der sørgede for himmellysenes gang, der integrerede jødisk-kristen tænkning det som engles opgave under Gud.
- Menneskers skæbne og moral: Engle optræder i Bibelen ofte som formidlere af skæbnebeslutninger – f.eks. engle der straffer (som dødens engel i Exodus eller den engel, der slår 70.000 ihjel i 2 Samuel 24), eller engle der beskytter (skytsengle, Peters befrielse fra fængsel ved en engel i Apostlenes Gerninger). I Daniels Bog ser vi også idéen om engle der repræsenterer nationer: profeten Daniel får at vide, at Persiens fyrste (en engelisk magt) kæmper imod, og at “Michael, en af de øverste fyrster, kom mig til hjælp”biblehub.com. Michael kaldes endda “jeres fyrste”, dvs. Israels skytsfyrstebiblehub.com. Dette minder om hvordan hver nation eller by i polyteismerne havde sin beskyttergud (Athena for Athen, eller byens skytsengel i den senere kristne tænkning). På individniveau fortæller Jesus om “deres engle i himlene ser altid min himmelske Faders ansigt” (Matt 18:10), hvilket ligger til grund for troen på personlige skytsengle – et ekko af idéen om en genius eller daimon for hvert menneske, eller norner/Hathorer der ved fødsel tildeler skæbnen. I det hele taget administrerer engle Guds planer: i Tobits Bog (deuterokanonisk skrift) ledsager englen Rafael den unge Tobias og bringer helbredelse – her agerer englen som en skæbnens tjener, der guider et menneske til dets forsynsbestemte mål (ægteskab med Sara, helbredelse af Tobit). Dette kan sammenlignes med Zeus’ datter Tyche (lykke/skæbne) eller med Shai i Egypten; forskellen er igen monoteismens: at englen udfører Guds forsyn snarere end en selvstændig lunefuld skæbnegud.
Opsummerende kan man sige, at englene i jødisk-kristen tradition på mange måder udfylder de funktioner, som i polyteistiske myter varetages af specialiserede guder. Begge systemer forestiller sig en hierarkisk verdensorden: Øverst en suveræn magt (Odin, Zeus, Brahman eller Jahve), og under denne en række underordnede magter (aesir/vanir, olympiske guder, devaer, engle) som administrerer universets drift. Forskellen ligger i status og selvstændighed: I monoteismen er engle skabte væsener uden egen agenda, “tjenende ånder”, der kun handler efter Guds befaling, hvorimod de polyteistiske guder er selvstændige personligheder man dyrker og ofrer til. Der findes dog antydninger af overgang mellem disse ideer – f.eks. blev mange tidlige helgener og engle i folkelig kristendom næsten som små guder for bestemte ting (Sankt Kristoffer for rejsende, Ærkeengel Mikael som psykopomp og kriger, osv.), hvilket viser hvor dybt forankret behovet for “mellemled” er i menneskets mytiske tænkning.
Konklusion
Idéen om engle som universets administratorer kan således kobles til et fællesmytologisk træk: troen på, at den guddommelige orden opretholdes af et personligt bureaukrati af himmelske væsener. I nordisk, egyptisk, græsk og hinduistisk mytologi ser vi guder for sol, måne, vejr, hav og skæbne, som hver især styrer disse områder af tilværelsen. Disse guder har klare paralleller i jødisk-kristen tankegang til engle eller ærkeengle, der under Gud fører tilsyn med naturen og menneskeheden. Som vi har set med eksempler fra Edda-digte, hymner og hellige tekster, deler mytologierne forestillingen om, at universet ikke kører blindt, men bliver administreret – enten af mange guddomme eller af engle – alt efter om verdens øverste magt opfattes monoteistisk eller polyteistisk. Englene kan således forstås som monoteismens svar på de polyteistiske guders funktioner: de er “naturkræfternes og skæbnens administratorer” på vegne af én almægtig Gud
newadvent.org. Sammenligningen af mytologierne viser både stor strukturel lighed i rollefordelingen og en vigtig teologisk forskel i synet på, hvem der har den ultimative autoritet – én Gud eller et skæbtenetværk – men i praksis udføres det daglige “verdensarbejde” i begge tilfælde af et mangfoldigt himmelsk personale.
Kilder: Primære mytologiske tekster og fragmenter er anvendt, f.eks. Den Ældre Edda (Vøluspá)
en.wikipedia.org, Snorris Yngre Edda
thehistorianshut.com, Pyramideteksterne/Dødebogen (Hymner til Nilen)
sourcebooks.web.fordham.edu, Hesiods Theogoni
perseus.tufts.edu, Odysseen
greekmythology.com, Rigveda
sreenivasaraos.com samt bibelske og teologiske kilder for engleforestillinger (Daniels Bog
biblehub.com, Åbenbaringen
biblehub.com, Thomas Aquinas m.fl.
newadvent.org). Disse eksempler illustrerer det tætte samspil mellem mytologi og den grundlæggende idé om, at universet er ordnet og bevogtet af himmelske kræfter, hvad enten man kalder dem guder eller engle.