Længe før verden blev spredt i tusind retninger, før nationer rejste sig, og folk talte i deres egne særprægede tungemål, fandtes der kun ét sprog. Det var ikke blot et kommunikationsmiddel, men en kraft i sig selv – et skabelsens sprog, hvor hvert ord havde vægt, og hver udtale kunne forme verden. Dette var sproget, som Gud selv talte, da han sagde: “Lad der blive lys,” og lyset blev til.
Det var også sproget, som de faldne engle tog med sig, da de i deres storhedsvanvid faldt fra himlen til jorden. De delte deres viden med menneskene – lærte dem hemmeligheder om stjernernes gang, urternes kraft og metallerne i jordens dyb. Men vigtigst af alt, lærte de menneskene, hvordan ord kunne bruges til magi. En ed kunne binde med en styrke, der ikke kunne brydes, og forbandelser kunne udtales, som lod mørke falde over de ulykkelige. Sproget blev ikke længere kun brugt til skabelse, men også til at nedbryde, til at manipulere og til at herske.
Babelstårnet rejste sig som menneskets højeste drøm. En bygning, der skulle nå himlen og bringe mennesket tættere på guddommen – eller måske endda gøre dem til guder selv. Folkene samlede sig under én leder, kong Nimrod, en magtfuld jæger og bygherre, der mente, at deres fælles sprog og formål gjorde dem uovervindelige.
Men dette skabende sprog, denne urkraft, blev brugt til hovmodets tjeneste. Menneskene havde glemt, at sproget var en gave og ikke en ret. Tårnet rejste sig højere og højere, og i hjertet af dets konstruktion blev eder og besværgelser udtalt. Nogle arbejdede med det hellige ord “Abrakadabra,” et udtryk, der bar på løftet: “Jeg skaber, mens jeg taler.” Disse ord blev skrevet i fundamentet som en påkaldelse af sprogets magt til at færdiggøre værket.
Men Gud så menneskenes hovmod og indså, at hvis de fortsatte, ville intet være umuligt for dem. En nat sendte han sine engle for at sprede sprogene, og kaos fulgte. 70 nye tungemål blev skabt, og tårnet, som havde rejst sig i skøn harmoni, blev nu fyldt med råb, der klingede hult i hinandens ører. Ingen kunne længere forstå deres nabo, og arbejderne, der engang havde været en enhed, blev splittet. Peleg, som var en af mesterbyggerne, forsøgte forgæves at få sine mænd til at lytte, men i stedet blev han smidt ned fra stilladset, da hans egne blev hans fjender.
Sproget var ikke længere et redskab til skabelse alene, men nu også et symbol på splittelse. Nogle, som Noa og hans efterkommere, bevarede det oprindelige sprog. Andre forsøgte at samle brudstykkerne af det, de havde mistet. Fra dette opstod ord som “Abrakadabra,” og det blev brugt til at skabe og beskytte. Men en skyggefuld kraft voksede også frem. Rester af de faldne engles lærdom, udtalt med en ødelæggende hensigt, gav liv til det modsatte – et ord, der ikke skabte, men destruerede. Et glemt sprog til at opløse og nedbryde alt, hvad der var blevet bygget.
Fortællingerne siger, at dette destruktive ord aldrig blev nedskrevet, men kun kendt af dem, der lærte det i Babels kaos. En forbandelse kunne udtales, som ikke kun påvirkede den forbandede, men også den, der udtalte den. Det siges, at Pelegs fald ikke blot skyldtes sprogenes splittelse, men også en forbandelse, der blev kastet, da han prøvede at kontrollere kaosset.
Og så stod tårnet tilbage – halvt bygget og halvt glemt. De, der var blevet spredt over hele jorden, bar på minderne om sprogets skabende og destruktive kraft. Overalt, fra Egyptens Osiris til Mesopotamiens Gilgamesh, blev fragmenter af de oprindelige ord holdt i hævd som hemmeligheder. Men sprogene var nu mange, og det urkraftige ord blev ikke længere forstået som en helhed.
Historien om sprogets kraft og Babelstårnet minder os om, hvor tæt skabelse og destruktion kan være forbundet. Det ene kan ikke eksistere uden det andet, og ordet, som engang var en gave, bærer stadig på sit potentiale til både at bygge og bryde ned.