Vi har helt eksklusivt fået lov at oversætte og dele dette opslag fra ‘facebook siden Eat The Fruit Inc.
Du kan gå direkte til siden herfra.
Original English version below.
Som hævn for destruktionen af giganterne lå Gaia ‘Moder Jord’ med Tartarus [det dybeste og mørkeste sted i Hades], hun fødte hendes yngste barn i en grotte i Kilikien, Typhon, er det største monster der nogensinde er født. Fra lårene og nedefter var han intet andet end snoede slanger, og hans arme, som, når han spredte dem ud, nåede fra solopgang til solnedgang, han havde utallige slangehoveder i stedet for hænder. Hans store hoved rørte ved stjernerne, hans store vinger formørkede solen, ild glimtede fra hans øjne, og flammende sten væltede ud af hans mund. Da han kom farende mod Olympen, flygtede guderne forskrækket til Ægypten, hvor de forklædte sig som dyr: Zeus blev en vædder; Apollo, en krage; Dionysos, en ged; Hera, en hvid ko; Artemis, en kat; Afrodite, en fisk; Ares, en orne; Hermes, en ibis og så videre.
Athene alene stod på sin plads og hånede Zeus med hans fejhed, indtil han, da han genoptog sin sande form, lod en torden slynge mod Typhon og fulgte dette op med et sving af det samme flintsegl, som havde kastrere hans bedstefar Uranus. Såret og råbende flygtede Typhon til Casius-bjerget, som knejser over Syrien fra nord, og der kæmpede de to. Tyfon snoede sine utallige slanger om Zeus, afvæbnede ham ved at tage hans segl, efter at have skåret hans hænder og fødder af med den, slæbte han ham ind i den Kilikiske grotte. Zeus er udødelig, men nu kunne han ikke røre en finger, og Typhon havde gemt hans sener i et bjørneskind, som Delfine [aka Medusa], et slangehale-søstermonster, stod vagt over.
Nyheden om Zeus’ nederlag spredte forfærdelse blandt guderne, men Hermes og Pan gik i hemmelighed til hulen, hvor Pan skræmte Delfine med et pludseligt forfærdeligt råb (derfor har vi det danske ord “panik”), mens Hermes dygtigt abstraherede sener og genetablerede dem på Zeus’ lemmer.
Men nogle siger, at det var Cadmus, der tog senerne fra Delfine og sagde, at han havde brug for dem til lyrestrenge, hvorpå han kunne spille hendes dejlige musik; Apollo, skød hende ihjel.
Zeus vendte tilbage til Olympen , rejsende på en vogn trukket af bevingede heste, han forfulgte igen Tyfon med torden. Tyfon var gået til bjerget Nysa, hvor de tre skæbner tilbød ham flygtige frugter, idet de sagde/foregav, ville bevare hans kraft, selvom de i virkeligheden dømte ham til den sikre død. Han nåede Hæmus-bjerget i Thrakien hvor han tog hele bjerge og kastede dem mod Zeus, som satte hans tordenbolte ind, så de stødte tilbage på uhyret og sårede ham frygteligt. Strømmen af Typhons blod gav bjerget Hæmus sit navn. Han flygtede mod Sicilien, hvor Zeus afsluttede kapløbet ved at kaste Edna-bjerget/vulkanen over ham, derfra affyre han ildkugler fra keglen indtil den dag i dag.
‘Kilikien’, der siges at betyde ‘af lædersækken’, kan forklare den gamle skik at begrænse vinde med poser, også brugt af Acolus og bevaret af middelalderlige hekse. I den anden Kilikiske grotte, i Delphi, blev Delfines slangekammerat kaldt Python, ikke Typhon. Python (‘slange’) personificerede med den destruktive nordenvind – vinde blev sædvanligvis afbildet med slangehaler – som hvirvler ned på Syrien fra kasius-bjerget og fra Grækenland fra Hæmus-bjerget. Typhon betyder på den anden side ‘forvirrende røg’, og hans udseende beskriver et vulkanudbrud; derfor siges Zeus til sidst at have begravet ham under Edna-vulkanbjerget. Men navnet Typhon betød også den brændende sirocco [vinden] fra den sydlige ørken, en årsag til kaos i Libyen og Grækenland, som bærer en vulkansk lugt og som blev afbildet af egypterne som et ørkenæsel. Guden Set, hvis åndedrag Tyfon siges at være, lemlæstede Osiris på nogenlunde samme måde som Python lemlæstede Zeus, men begge blev til sidst overvundet; og parallelen har forvekslet Python med Typhon.
Denne guddommelige flugt til Egypten blev opfundet for at redegøre for den egyptiske tilbedelse af guder i dyreform – Zeus-Ammon som vædder, Hermes-Thoth som ibis eller trane, Hera-Isis som ko, Artemis-Pasht som kat, og så videre; men det kan også historisk referere til en skræmt udvandring af præster og præstinder fra Det Ægæiske Øhav, da et vulkanudbrud opslugte halvdelen af den store ø Thera, kort før 2000 f.Kr. Katte blev ikke tæmmet i det klassiske Grækenland. En yderligere kilde til denne legende synes at være det babylonske skabelsesepos, Enuma Elish, ifølge hvilket gudinden Tiamat, hendes ægtefælle Apsu og deres søn Mummi (‘forvirring’) slap Kingu og en horde af andre monstre løs mod den nyfødte treenighed af guder: Ea, Anu og Bel. En panikflugt følger; men i øjeblikket samler Bel sine brødre, tager kommandoen og besejrer Tiamats styrker, knuser hendes kranium med en kølle og skærer hende i to ‘som en fladfisk’.
Myten om Zeus, Delfine og bjørneskindet fortæller om Zeus’ ydmygelse i hænderne på den store gudinde, tilbedt som en hunbjørn, hvis hovedorakel var i Delphi; den historiske anledning er ukendt, men Cadmeierne i Boeotien synes at have været optaget af at bevare Zeus-kulten. Typhons ‘flygtige frugter’, givet ham af de tre skæbner, ser ud til at være de sædvanlige dødsæbler. I en proto-hititisk version af myten overvinder slangen Illyunka Storm-guden og fjerner hans øjne og hjerte, som han genvinder ved en list. Det guddommelige råd opfordrer derefter gudinden Inara til at hævne sig. Illyunka, indbudt af hende til et festmåltid, spiser, indtil den bliver fortæret; hvorpå hun binder ham med en snor og han bliver afsendt af Storm-guden.
Mount Casius er Mount Hazzi, som figurerer i den hettitiske historie om stengiganten Ullikummi, som voksede med en enorm hastighed og blev beordret af sin far Kumarbi til at ødelægge de halvfjerds himlens guder. Stormguden, solguden, skønhedens gudinde og alle deres medguder formåede ikke at dræbe Ullikummi, indtil Ea visdommens gud ved hjælp af kniven, der oprindeligt skilte himlen fra jorden, skar monsterets fødder af og sendte det styrter i havet. Elementer af denne historie forekommer i myten om Typhon, og også i myten om aloeiderne, som voksede i samme hastighed og brugte bjerge som en stige til himlen. Cadmeianerne har sandsynligvis bragt disse legender til Grækenland fra Lilleasien.
Af Andrew Jones
Tyfon (også kendt som Tyfaon, Tyfoeus eller Tyfos) er et af Gaias børn i den græske mytologi.
Efter Gaias børn Titanerne var overvundet af Olympens guder, kunne hun ikke finde sig til rette med de nye verdensherskere. Derfor skabte hun med Tartaros som fader, det kæmpemæssige uhyre – Tyfon, der var så stort, at dets hoved rørte ved stjernerne og kunne favne fra solopgang til solnedgang. Tyfons krop var besat med tusindvis af vinger, og som underkrop havde han hundrede slanger, der brølede som hundrede tyre.
Tyfon er fader til den store altødelæggende storm.
We have been exclusively allowed to share a post from the Facebook page Eat The Fruit Inc.
You can get there directly, here:
In revenge for the destruction of the giants, Mother Earth lay with Tartarus, and presently in the Corycian Cave of Cilicia brought forth her youngest child, Typhon: the largest monster ever born. From the thighs downward he was nothing but coiled serpents, and his arms which, when he spread them out, reached a hundred leagues in either direction, had countless serpents’ heads instead of hands. His brutish ass-head touched the stars, his vast wings darkened the sun, fire flashed from his eyes, and flaming rocks hurtled from his mouth. When he came rushing towards Olympus, the gods fled in terror to Egypt, where they disguised themselves as animals: Zeus becoming a ram; Apollo, a crow; Dionysus, a goat; Hera, a white cow; Artemis, a cat; Aphrodite, a fish; Ares, a boar; Hermes, an ibis, and so on.
Athene alone stood her ground, and taunted Zeus with cowardice until, resuming his true form, he let fly a thunderbolt at Typhon, and followed this up with a sweep of the same flint sickle that had served to castrate his grandfather Uranus. Wounded and shouting, Typhon fled to Mount Casius, which looms over Syria from the north, and there the two grappled. Typhon twined his myriad coils about Zeus, disarmed him of his sickle and, after severing the sinews of his hands and feet with it, dragged him into the Corycian Cave. Zeus is immortal, but now he could not move a finger, and Typhon had hidden the sinews in a bear-skin, over which Delphyne, a serpent-tailed sister-monster, stood guard.
The news of Zeus’s defeat spread dismay among the gods, but Hermes and Pan went secretly to the cave, where Pan frightened Delphyne with a sudden horrible shout (hence, we have the English word “panic”), while Hermes skilfully abstracted the sinews and replaced them on Zeus’s limbs.
But some say that it was Cadmus who wheedled the sinews from Delphyne, saying that he needed them for lyre-strings on which to play her delightful music; and Apollo who shot her dead.
Zeus returned to Olympus and, mounted upon a chariot drawn by winged horses, once more pursued Typhon with thunderbolts. Typhon had gone to Mount Nysa, where the Three Fates offered him ephemeral fruits, pretending that these would restore his vigour though, in reality, they doomed him to certain death. He reached Mount Haemus in Thrace and, picking up whole mountains, hurled them at Zeus, who interposed his thunderbolts, so that they rebounded on the monster, wounding him frightfully. The streams of Typhon’s blood gave Mount Haemus its name. He fled towards Sicily, where Zeus ended the running fight by hurling Mount Aetna upon him, and fire belches from its cone to this day.
‘Corycian’, said to mean ‘of the leather sack’, may record the ancient custom or confining winds in bags, followed by Acolus and preserved by medieval witches. In the other Corycian Cave, at Delphi, Delphyne’s serpent-mate was called Python, not Typhon. Python (‘serpent’) personified the destructive North Wind – winds were habitually depicted with serpent tails – which whirls down on Syria from Mount Casius, and on Greece from Mount Haemus. Typhon, on the other hand, means ‘stupefying smoke’, and his appearance describes a volcanic eruption; hence Zeus was said to have buried him at last under Mount Aetna. But the name Typhon also meant the burning sirocco from the Southern Desert, a cause of havoc in Libya and Greece, which carries a volcanic smell and was pictured by the Egyptians as a desert ass. The god Set, whose breath Typhon was said to be, maimed Osiris in much the same way as Python maimed Zeus, but both were finally overcome; and the parallel has confused Python with Typhon.
This divine flight into Egypt was invented to account for the Egyptian worship of gods in animal form – Zeus-Ammon as ram, Hermes-Thoth as ibis or crane, Hera-Isis as cow, Artemis-Pasht as cat, and so on; but it may also refer historically to a frightened exodus of priests and priestesses from the Aegean Archipelago, when a volcanic eruption engulfed half of the large island of Thera, shortly before 2000 BC. Cats were not domesticated in Classical Greece. A further source of this legend seems to be the Babylonian Creation Epic, the Enuma Elish, according to which, the goddess Tiamat, her consort Apsu, and their son Mummi (‘confusion’), let loose Kingu and a horde of other monsters against the newly-born trinity of gods: Ea, Anu, and Bel. A panic flight follows; but presently Bel rallies his brothers, takes command and defeats Tiamat’s forces, crushing her skull with a club and slicing her in two ‘like a flat-fish’.
The myth of Zeus, Delphyne, and the bear-skin records Zeus’s humiliation at the hands of the Great Goddess, worshipped as a She-bear, whose chief oracle was at Delphi; the historical occasion is unknown, but the Cadmeians of Boeotia seem to have been concerned with preserving the Zeus cult. Typhon’s ‘ephemeral fruits’, given him by the Three Fates, appear to be the usual death-apples. In a proto-Hittite version of the myth the serpent Illyunka overcomes the Storm-god and takes away his eyes and heart, which he recovers by a stratagem. The Divine Council then calls on the goddess Inara to exact vengeance. Illyunka, invited by her to a feast, eats until gorged; whereupon she binds him with a cord and he is despatched by the Storm-god.
Mount Casius is the Mount Hazzi which figures in the Hittite story of Ullikummi the stone giant, who grew at an enormous rate, and was ordered by his father Kumarbi to destroy the seventy gods of Heaven. The Storm-god, the Sun-god, the Goddess of Beauty and all their fellow- deities failed to kill Ullikummi, until Ea the God of Wisdom, using the knife that originally severed Heaven from earth, cut off the monster’s feet and sent it crashing into the sea. Elements of this story occur in the myth of Typhon, and also in that of the Aloeids, who grew at the same rate and used mountains as a ladder to Heaven. The Cadmeians are likely to have brought these legends into Greece from Asia Minor.
By Andrew Jones
Sidebillede: Af User:Bibi Saint-Pol – Eget arbejde, Public Domain,