Treenigheder af guder er meget almindelig i verdens religioner, fra de ældste mytologier til de nyeste, ja selv i de fleste Abrahamiske religioner; og det er interessant, for netop Abraham er kendt for kun at have én gud, det er da også stadig jødernes bud.

Sumerne det første folkeslag på jorden, havde én treenighed; Enki, Anu of Enlil:

Ea (sumerisk: Enki) Den klogeste af guderne, intellektets gud, skabelse, visdom, magi og medicin; søn af Ansar og Kisar. Han var også gud for det underjordiske ferskvandshav, apsu, “Det Store Dyb”. Han sendte de syv vismænd for at civilisere menneskeheden. Blandt andre gaver har han skabte orden i kosmos, opfandt ploven og fyldte floderne med fisk.

Anu (sumerisk: An, “Himmel”) Søn af det første gudepar, Ansar og  Kishar, hans navn er  synonymt med ’solens zenit’ eller himlen, han beskrives i en tekst som den “der indeholder hele universet”.

Enlil (navnet kan betyde ”vindenes herre” eller som han selv siger ”Jeg Er”, ”JHVH” ligesom navnet på Hebræernes Gud.) Søn af Anu, far til Sîn, bedstefar (i én tradition) til Shamash og Ishtar. Med hjælp fra Anu, Ea og Aruru styrer han universet. Han er nogle gange venlig over for menneskeheden, men kan også være en irritabel og lunefuld gud, der sender katastrofer som den store syndflod. Hans kultcenter var i Nippur.

Hinduerne har også en gudommelig treenighed, Brama, Shiva og Vishnu:

Brahma er i hinduismen Universets skaber og visdommens gud. Brahma er fader til Manu fra hvem menneskeheden nedstammer.

Shiva er en gud af en yderst sammensat karakter: Han er dæmonisk og guddommelig, han er grusom og mild, han ødelægger, og han er en kilde til liv. Shiva bestemmer gennem sin kosmiske dans verdensgangen, og til sidst ødelægger han hele Universet.

Vishnu er kendt som opretholderen, og er mest kendt for sine avatarer Krishna og Rama. Vishnu brugte de to avatarer Rama og Krishna når han besøgte på jorden. I de to skikkelser, var han i stand til at redde jorden fra forskellige sygdomme eller farlige situationer, nøjagtigt som vi kender det med den kristne Jesus som blandt andet helbredte folk.

I fællesskab er de tre også et udtryk for skæbnen, det beskrives som, at livet er en snor som den ene spinder, den anden afmåler den og den tredje klipper snoren når livet skal stoppe, skæbnens uundgåelige vilje.

Romerne havde flere treenigheder af guder, for eksempel: Juno, Jupiter og Mirnava:

Juno er den Romerske gudinde vi også kender som den Græske Hera. Juno er gift med Jupiter én af de andre guder i treenigheden, oprindeligt har hun sandsynligvis været frugtbarhedsgudinde, men i den senere Romerske historie er hun degraderet til fødselshjælper, og Venus har overtaget frugtbarheds hvervet.

Jupiter Jupiter, tordenguden, var den øverste af alle guderne, og han var far til mange af de andre guder og helte. Som tordengud var hans våben en lynkile. Han var oprindelig himmelgud og blev kaldt ‘Jupiter Optimus Maximus‘ (den bedste, den største), som sådan beskytter af den romerske stat og dens ledere.

Minerva gudinden for visdom, strategisk krigsførelse, en støtte for kunsten, handel, lærdom og håndarbejde.

Den kristne treenige gud, gud fader, gud søn og gud helligånd:

Gud Jahve; skabergud, himmelgud, altid eksisterende fra uendelig fortid til uendelig eftertid, biblen beskriver det som ‘α og ω’.

Jesus søn hedder også ‘Ordet’ og ‘Mikael’, er skabt af gud og derefter hans værkmester, har en start på livet men ingen afslutning.

Helligånden er ikke en person, men guds virksomme kraft, den kraft der holder alting sammen, den kraft hvorved alting er.

Det skal bemærkes at treenigheds guden i de kristne kirker er af menneskelig oprindelse, den blev fuldt formuleret og fastslået som dogme i den nikænske trosbekendelse fra 325. Det kan man læse om i værker af Augustin af Hippo, Hilarius af Poitiers, Thomas Aquinas, Martin Luther og Joseph Priestley.